Nyt fra Formanden

dato

Nyheden er fra Solrød Strand Badmintonklub



Kære Medlem af Solrød Strand Badmintonklub

 

Efter en dejlig lang og varm sommer, er vi nu ved at være klar til at starte en ny sæson i SSB. Det sidste 1½ år har grundet Covid-19, været en kæmpe udfordring for foreningslivet i Danmark – med massive nedlukninger og en masse restriktioner. Men vi er optimister og håber at denne sæson vil blive meget bedre end den forrige, og jeg glæder mig over det hav af frivillige, der står klar til at gøre deres bedste for, at I får en god badminton oplevelse.

Vi ved af naturlige grunde ikke, om der vil komme restriktioner og eventuelle nedlukninger i den kommende sæson. Men vi giver den gas, og kæmper for at SSB igen i år vil gøre sig bemærket både på elite og på bredde siden. Vi glæder os til at se alle børn – unge – voksne – veteraner og motionister fylde hallen igen.

Vi har grundet den lange nedlukning, haft ekstra åbent hele sommeren, og jeg håber at I har benyttet dette tilbud flittigt. Bestyrelsen har desuden besluttet, at der til hver afdeling i klubben tildeles en pulje penge, som de enkelte udvalg selv beslutter hvad skal bruges til. Denne pulje på i alt 150.000 kr. er blevet fordelt procentvis i forhold til afdelingernes samlede kontingentbetalinger i foregående sæson. Om det er et rør bolde, et event eller noget helt andet – besluttes som nævnt af de enkelte udvalg.

Vi glæder os helt vildt til at se jer alle igen, og en passende lejlighed vil være til første ligakamp allerede tirsdag den 24. august kl. 19.00 i Greve, hvor vi på udebane skal forsøge at tæve vores lokalrivaler. Første hjemmekamp bliver torsdag den 26. august hjemme mod Højbjerg. Her glæder vi os til at præsentere nogle af vores nye spillere (som alle kommer fra netop Højbjerg). Vi håber i vil tage godt imod Jesper Toft – Clara Graversen og Alexandra Bøje. Vi håber på en kæmpe opbakning til de første kampe, så vi kan komme godt fra start i Badminton Ligaen.

For dem af jer der har lyst til at deltage i klubbens fremtidige bestyrelsesarbejde, så er der et par ledige pladser i bestyrelsen, når vi afholder generalforsamling tirsdag den 31. august kl. 20.00 i Solrød Idrætscenter. Her kan man også stille spørgsmål til den nuværende bestyrelse. Her kan I også skyde med skarpt mod formanden, hvis I er utilfredse med bestyrelsens beslutninger😊.

Til sidst vil jeg gerne takke både medlemmer, sponsorer, forældre, trænere, samt alle frivillige for at bære os igennem denne unormale periode. Det har givet mange frustrationer for både jer som spillere/forældre, men også for os som bestyrelse. Men vi hopper på hesten igen, og håber i sammen med os, vil være med til at SSB også i fremtiden er en fantastisk klub at være en del af.

Allerbedste badminton hilsner på et tidspunkt hvor Victor Axelsen har vundet OL GULD i vores dejlige sportsgren.

 

Kenneth Højlund

Formand Solrød Strand Badmintonklub. 

Kilde: Solrød Strand Badmintonklub