”Det er også et frirum for mig at være i håndboldhallen”

Anders Krickau fra Jersie HK er blandt de fem nominerede til prisen som Håndboldens Hverdagshelt 2023, der uddeles af AutoPartner og DanskHåndbold (Foto: DanskHåndbold)
dato

Anders Krickau fra Jersie HK er blandt de fem nominerede til prisen som Håndboldens Hverdagshelt 2023, der uddeles af AutoPartner og DanskHåndbold.

Af Sarah Munk Jørgensen

Anders Krickau er vokset op i den lokale håndboldhal. Tæt på i hvert fald.

Forældrene var trænere i klubben, og han selv var spiller. I en alder af 11 år prøvede Anders Krickau også for første gang trænerrollen af. Og han har ikke sluppet den siden.

- Jeg vil så gerne give den glæde ved håndboldspillet og alt det rundt om – de ture, stævner, snakke, fællesskabet og begejstringen – videre, fortæller Anders Krickau og fortsætter:

- Børn og unge fortjener et sted, hvor de bare kan få lov at lege, og det er fantastisk at kunne være med til at skabe det sammen med andre frivillige.

I håndboldhallen glemmer man hverdagens stress og jag
Anders Krickau er i dag træner for både U4-, U6- og U7-mix samt U9- og U11-piger. Selvom det bliver til mange timer i håndboldhallen, giver det mere energi end det tager, fortæller Anders Krickau: 

- Det er et frirum lige så vel for mig, som det er for spillerne. Det gør noget helt specielt ved én, når man ser børn smile fra øre til øre. Når en spiller lykkedes med et kast eller scorer et mål. At se deres succeser er bare fedt at være med til.

- Og så har både børnene og de unge oftest så meget energi, de skal af med, at man som træner er meget på. Det gør, at man glemmer hverdagens stress og hvad der ellers måtte være og lader sig drive ind i den boble, der hedder håndboldhallen, fortæller han.

For Anders Krickau er det ikke kun vigtigt, hvad der foregår på banen, men også hele kulturen omkring håndboldklubben. Det giver nostalgiske minder, fortæller han, når han i dag ser børn og unge, som tilbringer hele søndagen i hallen med pomfritter og et utal af håndboldkampe:

- At se dem råhygge med verdens bedste legetøj, nemlig håndbolden, er fuldstændig fantastisk. Og at se dem være med til – med opbakning fra os frivillige - at skabe et rum, hvor der er plads til at være, hvem du er. Og at være med på de præmisser, man kommer med, er helt utroligt givende.

Prisen som Håndboldens Hverdagshelt 2023 bliver uddelt i foråret 2024.

Det er femte gang, at AutoPartner og DanskHåndbold uddeler prisen, som er et udtryk for taknemmelighed samt en stor tak til alle frivillige i Håndbolddanmark. De er uundværlige og gør det hver dag muligt for børn, unge og voksne at spille håndbold over hele landet. Samtidig hylder prisen én frivillig, der gør en særlig forskel.

Kilde: Dansk Håndbold
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.