Musikskolen har åbnet for tilmelding til sæsonen 2021-22

Profilbillede
dato

Solrød Kommunale Musikskole har åbnet for tilmeldingen med et nyt tilbud for de 14-18 årige og et billedkunsthold for eleverne i 2.-3. klasse.

Efter et turbulent år har musikskolen nu åbnet tilmeldingen til de mange undervisningstilbud i sæsonen 2021-22. 

Musikskolen er for alle mellem 1 og 25 år. Du kan blandt meget andet lære at spille på et instrument, finde din stemme i et af de rytmiske kor eller til solosang eller blive en del af musikfællesskabet i Solrød Band Klub, hvor du skal være fyldt 8 år for at være med. Band Klubben spiller hver onsdag på Solrød Gl. Skole, hvor du også finder hold for de yngste mellem 1 og 7 år og undervisning i musikproduktion på computer.

To nye tilbud

Som noget helt nyt åbner musikskolen et billedkunsthold, i første omgang for de børn, der går i 2. og 3. klasse efter sommerferien. Billedkunstholdet er lavet i samarbejde med Solrød Bibliotek og Kulturhus. Du, der bliver elev på holdet, vil blandt meget andet komme til at lave billeder, collager og figurer og få hjælp til, hvordan du bruger opbygning og farver til at få det til at se flot ud. Der bliver også tid til at snakke om indholdet – hvad vil vi gerne have med på vores billede eller figur – og holdet kommer til at tage ud af og opleve kunsten på tæt hold.

Underviser på holdet bliver billedkunstner Johanne Lasgaard. Hun har stor erfaring med at undervise både børn og voksne, og hun glæder sig meget til at møde børnene i Solrød Kommune.

Billedkunstholdet mødes hver tirsdag eftermiddag, du kan læse mere her.

Et andet nyt tilbud er MusicLab for de unge mellem 14 og 18. MusicLab er et kreativt mødested for unge i Solrød, der gerne vil arbejde med musik på mange forskellige måder – spille, øve, producere musik. Underviser på MusicLab er Lui Falkentorp, som er musiker og ved en masse om live-musik og musikproduktion. Han har en masse idéer med, og hvis du selv har nogle musikalske idéer, du gerne vil finde legekammerater til, er MusicLab også stedet for dig.

MusicLab mødes hver onsdag aften, læs mere her.

Endnu et turbulent år

Fra midt i december til slutningen af april var musikskolen lukket for fysisk fremmøde. En stor del af undervisningen fortsatte som on-line undervisning, noget både elever og lærere havde erfaring med fra foråret sidste år. Der blev lagt på, både med kreative måder at lave on-line undervisning og tekniske løsninger, og det var imponerende at se hvor mange elever, der hang i med at spille og møde op hver uge foran skærmen, selv om nogle selvfølgelig også løb sur i al den skærmundervisning og holdt en pause.

”Siden april har vi haft eleverne tilbage til undervisningen igen, og det er virkelig dejligt at se dem og mærke deres glæde os spillelyst”, siger musikskoleleder Jens Engberg.

”Jeg er ikke mindst glad for, at vi kan slutte sæsonen af med en koncert lørdag d. 12. juni på Solrød Gl. Skole, hvor eleverne kan vise hinanden og deres forældre, hvad de har øvet på. Og så glæder vi os alle sammen til at byde nye og gamle elever velkommen efter sommerferien til en sæson, som forhåbentlig bliver mere som det, vi kendte før corona.”

Kilde: Redaktionen